Surdejsbrød
Vidste du, at man skal huske at “fodre” sin surdej – specielt inden man bager med den?
Når man ikke har prøvet det før, kan det måske virke uoverskueligt at komme i gang.
Derfor har vi lavet en guide, der tager dig igennem hele processen med at fodre surdejen indtil brødet er bagt.
Ingredienser
Fodring:
- 30 g af din surdej (guide til start af din egen surdej)
- 100 g Vand
- 10 g Rugmel
- 10 g Speltmel
- 80 g Manitoba Hvedemel
Surdejsbrød:
- 375 g Vand
- 420 g Manitoba Hvedemel
- 65 g Ølandshvedemel
- 65 g Speltmel
- 110g Aktiv Surdej
- 16 g salt
Metod
Fodring:
- Din surdej skal være aktiv for at fungere som hævemiddel til dit brød. Lad os tage udgangspunkt i at du vil røre en dej om 4-6 timer. Du tager et rent glas og kommer ingredienserne i (fodring).
- Stil nu din surdej på køkkenbordet ved stuetemperatur med låg på – ikke tætsluttende, men på klem. Vent 4-6 timer på at den er klar til brug. (du kan evt. fodre den om aftenen og så bruge den næste morgen).
- Hvis surdejen kommer lige fra hvil i køleskabet, er det en god ide at fodre den et par gange før der bages med den.
- Du kan teste om din surdej er klar til brug ved at komme 1 spsk. surdej i vand – hvis det flyder ovenpå, er surdejen klar til at bage med. Hvis den går til bunds, så lad surdejen i glasset stå, til klatten i vandet flyder til tops.
Dag 1:
- Mel og vand røres sammen på maskine til en ensartet dej – den skal være uden klumper. Lav autolyse (hviletid) på minimum 1 time gerne 2.
- Efter hvile, tilsættes først surdej, ælt og derefter tilsættes salt. Ælt det hele på røremaskinens mellemste hastighed i 8-10 min til du får en glat, blank og smidig dej. (Lav gerne vindue testen – dejen skal kunne hives ud som et lille vindue uden at den brister)
- Hæld dejen i en bøtte, smurt med olie (en firkantet condi bøtte er super til dette). Lad den stå på køkkenbordet i 4 timer ved stuetemperatur. I de første 2 timer laves der en foldning hver halve time. I de sidste 2 timer foldes der én gang i timen. I alt 6 foldninger. Dette gør du ved at hive op i dejen og folder den ind over midten, dyp fingrene i vand inden du folder, så hænger dejen ikke fast på fingrene.
- Hæld dejen ud på et let meldrysset køkkenbord og stram dejen ganske lidt op og lad den ligge 30 min.
- Nu shaper du dejen, hvorefter den placeres i en hævekurv drysset med rismel, lad den står på køkkenbordet en halv time.
- Nu stilles brødet med et klæde over i køleskabet natten over (gerne 10 timer).
Dag 2:
- Tænd ovnen på 250°C og placér din Breadmind eller støbejernsgryde i ovnen (den skal varme op i mindst en halv time).
- Placer brødet i stegesoen og rids på langs med en ridsekniv. (Man kan med fordel putte en isterning ned ved brødet hvis din form/gryde er stor nok, dette giver et dampskud til brødet).
- Skru ned til 190°C og bag brødet i 20 min med låg – herefter fjernes låget og der skrues op til 230°C og bages i yderligere 15 min.
Dit brød er lykkes hvis det har fået et flot øre og er fyldt med flotte huller.